To mænd er mistænkt for at have medvirket til drabet på den svenske rapper C.Gambino og er blevet anholdt.
Det oplyser den svenske anklagemyndighed ifølge nyhedsbureauet TT.
- Personerne blev anholdt sent i aftes, siger efterforskningsleder og anklager Shahrzad Rahimi til TT.
Senest på søndag skal anklagemyndigheden beslutte, om de anholdte mænd skal begæres varetægtsfængslet.
I mellemtiden fortsætter politiets arbejde med vidneafhøringer og tekniske undersøgelser.
26-årige C.Gambino blev fundet såret af skud i en parkeringskælder i Göteborg tæt på Selma Lagerlöfs Torg tirsdag aften.
Senere afgik han ved døden på hospitalet.
Ifølge politiet havde han forbindelse til et kriminelt netværk, men hvad motivet for drabet var, er foreløbig uklart.
Onsdag fortalte politiet i Göteborg, at efterforskerne efterhånden havde dannet sig et billede af, hvordan drabet blev begået.
- Skytten eller skytterne har ventet på ham. Han bor her i området, og da han ankommer og parkerer sin bil, bliver han skudt med mindst to skud, sagde politiets pressetalsperson Thomas Fuxborg ifølge TT.
Der er foreløbig ikke andre anholdte i sagen end de to mænd, som anklagemyndigheden har oplyst om fredag.
C.Gambino var kendt for at optræde maskeret som rapper og havde det borgerlige navn Karar Ramadan.
Han vandt prisen for Årets Hiphop ved de svenske Grammis-priser i maj.
Få dage før sin død udgav C.Gambino sangen "Sista Gång".
Det er ikke første gang, at en kendt rapper er blevet dræbt i Sverige.
I 2021 blev den 19-årige svenske rapper Einár dræbt af skud i Stockholm. Ingen er blevet dømt for drabet.
Einár og C.Gambino rappede begge om vold og anden kriminalitet.
/ritzau/