Aalborg Politi efterlyser nu to mænd i sagen om den 85 årige kvinde, der søndag blev fundet knivdræbt i sin lejlighed i Aalborg.
Den ene mand trængte lørdag ind i en anden ældre kvindes lejlighed i Aalborg.
Manden stak hurtigt af igen og gjorde ikke kvinden noget, men politiet sætter ham i forbindelse med drabet på den 85-årig kvinde, der boede i samme boligkompleks.
De to ældre damer var veninder og havde lørdag kort før episoden været ude at gå tur sammen. Derfor udelukker politiet ikke, at gerningsmanden kan have observeret de to damer på deres gåtur og efterfølgende fulgt efter dem hjem til deres lejligheder på Kastetvej 33.
Den efterlyste er mellem 15 og 25 år og beskrives som hvid i huden med mørkt hår og brune øjne.
Samtidig efterlyser politiet en anden mand mellem 30 og 40 år, der i tidsrummet mellem klokken 16 og 17 lørdag blev set gående ud for naboadressen til den dræbte. Denne mand beskrives som "lægetype" med kraftig brunt hår.
Den 85-årige kvinde blev dræbt i tidsrummet mellem klokken 15 og 22 lørdag, mens hun var ved at lave mad. Hun blev fundet af pårørende søndag eftermiddag.
Aalborg Politi kan kontaktes på 9630-1448 lokal 4400.