Efter flere dages intensiv efterforskning arresterede tysk politi onsdag to mænd, der mistænkes for weekendens drab på syv mennesker i den nordtyske by Sittensen, skriver DPA.
Politiet i Sittensen, der ligger lidt syd for Hamborg, har uofficielt spekuleret i, at de henrettelses-lignende drab på den kinesiske restaurant ’Lin Yue’ kan have forbindelse til den kinesiske mafia ’Triaderne’, der er involveret i alt fra narkotikasmugling og pengevask til prostitution og storstilet piratkopiering af film og musik. Denne teori svælger de tyske medier i, og den underbygges af, at de anholdte mænd begge er etniske kinesere med statsborgerskab i Vietnam.
Politiet fastholder dog stadig, at motivet for den voldsomme forbrydelse er ukendt.
Arresteret ved et uheld
De to anholdte mænd havde lejet en blå bil, der passede på beskrivelsen af et køretøj, som blev set af et vidne nær gerningsstedet. De blev mandag aften stoppet i en rutinekontrol nær byen Wildeshausen, fordi hele landets politi havde fået besked på at stoppe alle, der kunne have forbindelse til forbrydelsen. Da mændene ikke havde nogen identitetspapirer på sig, blev de arresteret, og nu mener politiet, at der er nok beviser til at tilbageholde dem som mordmistænkte.
»Ingen af de to mænd vil udtale sig. Politiet fandt også et stykke papir med tegninger på, der kan have forbindelse til gerningsstedet,« sagde politiets talskvinde Petra Guderian onsdag på et pressemøde i den nærliggende by Rothenburg.
Politiet ransagede tirsdag aften de mistænkte mænds lejlighed i den nærliggende by Bremen og en lejlighed i en anden by, som en af mændene havde brugt.
Døde før afhøring
Politiet vurderer, at de professionelt udførte henrettelser fandt sted på mindre end en time søndag nat. Det var en af de dræbtes ægtemænd, der opdagede de dræbte, da han mandag ville hente sin kone på restauranten. Ligene lå i forskellige værelser i bygningen, og nogle af dem var blevet bundet. Seks personer var døde, da de blev fundet, og en syvende var så hårdt såret, at han døde af sine kvæstelser dagen efter – uden at politiet nåede at afhøre ham.
Alle ofrene arbejdede på restauranten inklusive det ægtepar, der ejede stedet. Den eneste overlevende efter massakren er et toårigt barn, hvis forældre menes at være blandt de dræbte.