Både FC København og gæsterne fra Viborg trængte til at vinde, da de mødtes i Parken lørdag eftermiddag. Begeg hold havde således sæsonens første sejr til gode forud for kampfløjt.
Men det blev københavnerne, der snuppede de tre point.
Vi skulle dog helt hen til sekunderne før pausen, før der kom gang i målene, men så gik det til gengæld også stærkt.
Først bragte Atiba Hutchinson FCK foran 1-0 og mindre end et minut senere var det Morten Nordstrand, der sørgede for, at københavnerne kunne gå i omklædningsrummet med en 2-0 føring.
I 2. halvleg kom jyderne aldrig rigtigt i gang og først ti minutter før tid lykkedes det Viborgs Christian Muomaife at reducere til 2-1.
De sidste 13 minutter måtte FCK nøjes med 10 mand på banen, da Ailton Almeida fik det røde kort, men det forhindrede ikke Morten Nordstrand i at cementere FCKs sejr, da han i kampens slutminut scorede til det endelige resultat - 3-1.