To kvinder sigtet for porno-drab

Der var ifølge politiet tale om aftalt drab, da to kvinder angiveligt slog en mand ihjel i København.
Det var i i pornobiografen Play House på hjørnet af Vesterbrogade og Oehlenschlægersgade at manden blev dræbt af knivstik
Det var i i pornobiografen Play House på hjørnet af Vesterbrogade og Oehlenschlægersgade at manden blev dræbt af knivstik Foto: Colourbox

To rumænske kvinder er sigtet for i forening og efter aftale at have knivdræbt den polske håndværker, som torsdag aften blev fundet i en pornobiograf i København.

Det er kommet frem lørdag formiddag i Københavns dommervagt, hvor kvinderne fremstilles i grundlovsforhør.

Den ene kvinde nægter sig skyldig. Det vides endnu ikke, hvordan den anden kvinde forholder sig til sigtelsen.

Den dræbte mand, som blev slået ihjel med knivstik i hals og bryst, blev fundet død i en pornobiograf på Vesterbrogade i København.

Den 28-årige polak har opholdt sig i Danmark i flere år. Han havde dansk personnummer og var ikke i forvejen kendt af politiet.

Politiet oplyste fredag, at motivet til drabet formentlig var et ønske om hævn eller røveri.

- Vi ved ikke, hvad motivet er, men det er formentlig et økonomisk motiv eller et hævnmotiv, fortalte vicepolitiinspektør Ove Bundgaard Larsen fra Københavns Politi fredag eftermiddag.

Bortset fra en Samsung Galaxy-telefon manglede offeret ifølge vicepolitiinspektøren ingen ejendele, da han blev fundet.

Dog kan drabsmanden have haft en formodning om, at den 28-årige havde penge på sig.

Kabinerne i pornobiografen Play House på hjørnet af Vesterbrogade og Oehlenschlægersgade er beregnet til, at mænd kan besøge dem for at forlyste sig ved at se en erotisk film.

- Men det er også vores opfattelse, at de bliver brugt til at gøre forretninger i, siger Ove Bundgaard Larsen med henvisning til, at kabinerne bliver brugt som et sted, hvor prostituerede kan betjene deres kunder.

Det var fredag aften ikke muligt at få oplyst, om politiet stadig mener, at motivet til drabet var hævn eller penge.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.