Det sker desværre ret ofte. At blinde passagerer fra tredje verdenslande prøver at snige sig om bord et fly ved at gemme sig i det lille rum, hvor landingsstel og hjul befinder sig.
Ofte går det galt. Det gjorde det også i går mandag aften i Floridas lufthavn, da to personer havde gemt sig i et JetBlue-flys hjulkasse. Men det mystiske her var, at flyet ankom fra New Yorks internationale lufthavn JFK. Det skriver The Mirror.
Man har endnu ingen officielle oplysninger om hverken de afdødes identitet eller nationalitet. Ej heller, hvordan de kom ind på lufthavnens område og kunne gemme sig i flyet uden at blive opdaget af den strikse sikkerhed, der altid er i og omkring lufthavne.
Flyet forlod New York lige efter klokken 20.00 og landede i Fort Lauderdale-lufthavnen ca. tre timer senere.
Mange flyselskaber opdager tragiske dødsfald som her, når de lander med deres fly. I de mange hundrede tilfælde, som indtil videre er rapporteret om blinde passagerer i hjulkasserne, er der en dødsrate tæt på 80%.
Det er især kulden, som slår de blinde passagerer ihjel. I 10-12 km.'s højde kan temperaturen i sådan en kasse ryge ned på minus 40-50 grader.
Flere er også blevet klemt ihjel i landingsstellets hydraulik.