En yngre mand fik skader i hovedet og på halsen, da han kom i slagsmål på et diskotek og blev skåret med en flaske.
Slagsmålet skete på et diskotek på Axeltorv i København omkring kl. 04.20 fredag morgen.
"Han har fået en ca. 10 cm. lang flænge i ansigtet. Jeg ved ikke hvor dyb og bred den er. Han blev kørt til behandling på Rigshospitalets traumecenter," siger Københavns Politis centrale vagtleder til ekstrabladet.dk.
Politiet har anholdt den formodede gerningsmand, og de besluttede efter knivstikkeriet at lukke diskoteket.
"Det tyder på, at der er tale om to fulde tosser, som er kommet op at skændes, og det har så udviklet sig. Vi har hele hændelsen på video, så den bliver ikke svær at komme til bunds i," siger vagtlederen.