To britiske militærjetfly er tirsdag eftermiddag stødt sammen i luften, da de fløj langs Moray-kysten i Skotland.
To personer er efterfølgende blevet samlet op af en redningshelikopter.
I alt fire personer styrtede ned med to jetfly, mens de fløj langs Moray-kysten, oplyser det britiske forsvarsministerium ifølge BBC Online.
Flyene var af typen Tornado GR4, som har plads til en pilot og en navigatør om bord. De tilhører flyvevåbnet Royal Air Force, som også deltager i eftersøgningen.
Forsvarsministeriet har indtil videre fundet det ene af de to forsvundne fly i vandet ud for kysten, men det andet fly er fortsat forsvundet.
Det vides endnu ikke, hvad der fik de to fly til at støde sammen.
Kystvagten i området oplyser til BBC, at de to reddede personer er blevet fløjet til behandling på et hospital i byen Inverness i Skotland.
Kystvagten, Royal Air Force og forsvarsministeriet leder fortsat efter det andet forulykkede fly.
Flytypen Tornado GR4 er blevet brugt af Royal Air Force i mere end 40 år, og flyene er løbende blevet opgraderet. Blandt andet indsatte briterne sidste år Tornado-fly under Nato-operationen mod det nu væltede Gaddafi-styre i Libyen.
/ritzau/