To dræbt i trafikulykke

En mand og en kvinde blev dræbt på en vej uden for Vejle i nat, da deres bil af ukendte årsager ramte et træ.

En mand og en kvinde omkom i nat, da deres bil kørte ind i et træ ved en vej nord for Vejle.

Ulykken var så voldsom, at det endnu ikke er lykkedes politiet at fastslå identiteten på de dræbte. Politiet har dog en formodning om, hvem føreren af bilen er og har derfor orienteret de formodede pårørende.

Det var en forbipasserende bilist, der klokken 02.49 så den forulykkede bil og ringede til politiet.

Politiet mener ikke, at der har været andre trafikanter blandet ind i ulykken.

»Vi er rimelig overbeviste om, at der ikke var andre implicerede. Nu er vi gået i gang med de tekniske undersøgelser af bilens tilstand og føret på stedet for at fastslå årsagen til ulykken,« siger vagthavende ved Vejle Politi.

Ulykken skete på Grejsdalsvej godt seks kilometer nord for Vejle. Vejen løber gennem en skov, hvor træerne står tæt helt ude langs vejen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.