Opdateret kl. 21:35
Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har på et møde torsdag aften besluttet at afskedige to direktører fra kommunens teknik- og miljøforvaltning.
Det drejer sig om direktør Torben Gleesborg og administrerende direktør i forvaltningen Pernille Andersen, der nu skal se sig om efter nye job.
Det er teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL), der har indstillet til, at de to direktører skulle fyres.
Indstillingen kom ifølge B.T. efter blandt andet fejlopkrævninger hos omkring 4000 ejendomsejere. De skal have betalt op mod ti gange for meget for at få rengjort fortove.
- Jeg har efter nøje overvejelse besluttet at anmode Økonomiudvalget om at indlede en afskedigelsessag mod Teknik- og Miljøforvaltningens administrerende direktør.
- Baggrunden herfor er, at der samlet set tegner sig et billede af en forvaltning med utilstrækkelig klarhed om forretningsgangene.
- Det har på den baggrund været min vurdering, at der er brug for en ny administrerende direktør i spidsen for forvaltningen, har Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) tidligere udtalt i en pressemeddelelse.
Borgmesteren er på nuværende tidspunkt sygemeldt. Derfor har det ikke været muligt at få en kommentar fra hende til fyringerne.
Om baggrunden for at anmode om en fyring af Torben Gleesborg har Ninna Hedeager Olsen tidligere udtalt, at det skete på baggrund af en advokatundersøgelse af fortovsordningen.
Fortovsordningen dækker over renhold af fortove ud for ejendomme, der grænser op til offentlig vej i kommunen. Grundejerne er pålagt, at rengøringen foretages af kommunen, og at de skal betale for den.
Prisen for den enkelte grundejer afgøres af, hvilken type gade grunden ligger ud til, og hvor mange kvadratmeter det drejer sig om.
Ifølge Københavns Kommunes hjemmeside koster det for eksempel 63,5 kroner per kvadratmeter for en "A-gade" og 20 kroner per kvadratmeter for en "B-gade"
En A-gade er ifølge kommunen "de mest ressourcekrævende gader som for eksempel strøggader".
På Strøget i indre by pålægges der dog flere steder et langt højere gebyr på 500 kroner per løbende meter for "facademeter".
Det ventes, at advokatundersøgelsen af fortovsordningen vil blive offentliggjort i anonymiseret form snarest.
Det har tidligere været meldt ud, at Michel Schilling ville blive konstitueret som ny administrerende direktør i forvaltningen.
Han er i øjeblikket direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen.
/ritzau/