NHL-kampen mellem San Jose Sharks og Vancouver Canucks natten til søndag markerede et lille stykke dansk ishockeyhistorie.
Den gav nemlig ikke blot debut til Vancouvers Nicklas Jensen, der blev den ottende dansker, som spiller i verdens bedste ishockeyliga.
Det var samtidig første gang, at to danskere spillede på samme hold i en NHL-kamp, idet Jannik Hansen som altid også var at finde i canadiernes trup.
Nogen ubetinget succes blev kampen dog ikke for Canucks, der tabte 2-3.
Jannik Hansen kunne rent personligt dog glæde sig over to assister, mens Nicklas Jensen trods en plads i førstekæden ved siden af de svenske Sedin-tvillinger ikke kom på tavlen.
Frans Nielsen var også på pletten for New York Islanders, der besejrede New Jersey Devils 3-1. Danskeren assisterede på to af newyorkernes scoringer og blev valgt til kampens spiller.
/ritzau/