Både Tommy Bechmann og Peter Madsen kom på måltavlen i den tyske pokalturnering. Det viste sig dog ikke at være nok, da både Bochum og FC Köln tabte og røg ud af turneringen.
Tommy Bechmann og Peter Skov-Jensen var sammen med holdkammeraterne i Bochum aldrig i nærheden af sejren mod Stuttgart . Efter en time var de bagud 3-0, og dermed hjalp det ingenting, at Tommy Bechmann med fem minutter igen fik reduceret til 3-1.
I kampens overtid satte Stuttgarts Jeronimo Cacau tingene på plads, da han gjorde det til slutresultatet 4-1.
Så var der straks mere spænding i Frankfurt, hvor de lokale helte havde besøg af FC Köln med Peter Madsen på banen fra starten af kampen.
Efter blot to minutter kunne hjemmepublikummet hylde deres helte, da Alexander Meier gjorde det til 1-0. Men så overtog Peter Madsen helterollen, da han efter 18 minutter udlignede til 1-1.
De to mål blev den ordinære kamps eneste, og derfor måtte de to hold ud i yderligere to gange 15 minutter. Her trak Frankfurt det længste strå, da Naohiro Takahara scorede til 2-1 blot tre minutter inde i den forlængede spilletid. Med 10 minutter igen afgjorde Sotirios Kyrgiakos definitivt kampen til Frankfurts fordel, da han gjorde det til 3-1. Dermed må både Bechmann, Skov-Jensen og Madsen se sig slået ud af den tyske pokalturnering.