Der var to danskere med på den bjergbestigertur til alpebjerget Mont Blanc, der tidligt torsdag blev ramt af en lavine. Seks døde og otte blev såret.
Udenrigsministeriet oplyser, at danskerne ikke er blandt de omkomne, men vil ikke oplyse yderligere om deres tilstand.
Ulykken skete på Mont Maudit, som bjergbestigerne passerer på vejen op mod Mont Blanc, der er Vesteuropas højeste bjerg og en af de mest populære destinationer for bjergbestigere.
Kort efter klokken 10 lykkedes det redningsfolk at få de første fem bjergvandrere ført ned af bjerget Mont Maudit, skriver det lokale medie ledauphine.com.
Det var én af de kvæstede, som klokken 5.25 torsdag morgen slog alarm, efter lavinen havde ramt dem.
Mont Maudit er med 4465 meter det tredjestørste bjerg i dette område af Alperne.
/ritzau/