To mænd med dansk statsborgerskab er blevet fængslet i Libyen.
Det oplyser kontorchef Inge Durant fra Bistand og Beredskab i Udenrigsministeriet til Politiken.
"Jeg kan bekræfte, at to danske statsborgere, der også har libysk statsborgerskab, sidder fængslet i Libyen," siger hun.
Begge de to mænd har siddet fængslet siden februar.
"Vi forsøger af forskellige kanaler at holde kontakt til de fængslede og deres pårørende," siger Inge Durant, der ikke vil oplyse yderligere om de to mænd.
Tusindvis af udlændinge forsøger i øjeblikket at slippe ud af Libyens hovedstad Tripoli.
Den Internationale Organisation for Migration (IOM) vurderer, at det er vigtigt at evakuere udenlandske borgere så hurtigt som muligt.
Det danske konsulat i Libyen blev rømmet i begyndelsen af august, og udenrigsministeriet har ikke kendskab til danskere i Libyen foruden de to, som sidder fængslet.