To af tre mulige danske herredoubler er videre til anden runde ved badmintonturneringen Japan Open.
Mathias Boe og Carsten Mogensen indledte onsdag turneringen i Tokyo med en sejr i første runde over tyskerne Mark Lamsfuss og Marvin Emil Seidel på 21-11, 22-20.
Torsdag står de femteseedede danskere over for et hollandsk par i anden runde.
Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen var endnu mere sikre end Boe og Mogensen, da duoen tog hul på turneringen med en sejr på 21-13, 21-11 over indoneserne Angga Pratama og Ricky Karandasuwardi.
Næste opgave er et par fra Taiwan for Astrup og Rasmussen.
Turneringens tredje og sidste danske herredouble med Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding er til gengæld færdig i Tokyo efter et nederlag i to sæt til Jhe-Huei Lee og Yang Lee fra Taiwan.
De øvrige danske deltagere havde onsdag en hviledag i Japans hovedstad.
Viktor Axelsen og Rasmus Gemke spillede sig tirsdag som de eneste danskere videre til anden runde i herresingle.
/ritzau/