Mens en far sad i kø på motorvejen efter et trafikuheld, forsøgte han - forgæves - tre gange at ringe til sine børns daginstitution for at fortælle, at han blev forsinket.
Telefonen blev aldrig taget, og da faren endelig kom frem til Jorn Daginstitution i Ørestad klokken 17.15 - et kvarter efter lukketid - var alt lukket og slukket. Det skriver Ørestad Avis, som kan berette, hvordan faren fandt sine to børn udenfor uden både sko og overtøj.
De to børn, som er fire og fem år, var selv kommet ud af institutionen.
Episoden skete i sidste uge og nu har forældrene i institutionen fået en beklagelse fra lederen på stedet. Det skriver TV 2, som har set mailen.
De har også talt med lederen Heidi Bruun, som fortæller, at de ikke aner, hvordan det kunne ske, at personalet gik hjem, mens der endnu var to børn, som ikke var blevet hentet.
- Vi sidder tilbage og spørger os selv om, hvordan det dog kunne ske. Vi har helt klart fejlet, vores retningslinjer er ikke blevet fulgt. Og det undskylder vi selvfølgelig for, lyder det til TV 2.
Udover undskyldningen har institutionen gennemgået deres procedure for, hvordan de skal gøre når de lukker daginstitutionen.