To børn på hhv. 9 og 2 år frøs ihjel i en bil, som var parkeret på 9. sal i hotel Hollywood Casinos garageanlæg i Detroit natten til søndag. Det skriver ABC News.
Børnene boede med deres forældre og to andre søskende i minibussen, som havde motoren kørende for at få varme i bilen. Temperaturen i garageanlægget var under frysepunktet. På et tidspunkt i løbet af natten stopper bilens motor, enten på grund af en mekanisk fejl eller fordi, den løb tør for benzin. Det skal politiet klarlægge.
En af forældrene opdager, at deres ni-årige barn ikke trækker vejret, og de tilkalder en ambulance. På hospitalet bliver barnet erklæret for død, men i mellem tiden opdager den anden forælder i bilen, at deres 2-årige barn heller ikke trækker vejret, og endnu en ambulance tilkaldes samt politi, som kan konstatere, at også det to-årige barn er frosset ihjel i bilen.
De andre to børn er nu i varetægt hos andre familiemedlemmer i byen. Politiet har indledt en efterforskning, men mistænker ikke forældre eller andre for noget kriminelt. Dødsfaldene bliver betragtet som en familietragedie.
Men Detroits borgmester vil dog undersøge, hvordan en familie, som er registreret som hjemløse ikke har fået den rette hjælp af de lokale myndigheder og sagsbehandlere.
- Det er en frygtelig dag for Detroit, at to børn dør på denne måde, og vi må tænke over, hvordan, vi kan forhindre den slags i at ske i fremtiden, sagde borgmester Mike Duggan på et pressemøde.
Familien har siden november boet i deres minibus rundt om i byen. Ikke langt fra hotellet var der i øvrigt en institution for hjemløse familier, hvor der var god plads til familien, havde de bare taget derhen.