MUREN, AFSNIT 13:
Maria bliver angst for at være alene efter natten på intensiv. Thomas og Marias mor Lilian begynder derfor at være hos hende på skift døgnet rundt.
Sygeplejerskerne finder en mønstret drømmeseng med brun ramme frem. Den stiller de ind på stue 8, en lille enestue nede ad gangen, hvor Maria nu ligger. Sengen kan kun lige akkurat være i rummet. Lilian bryder sig normalt ikke om at skulle sove i andres sengetøj. Nu sover hun på skift med Thomas i de samme lagner og betræk. Helt uden at tænke nærmere over det.
Maria har heldigvis ikke fået en blodprop i lungerne, sådan som lægerne frygtede, men hun er stadig så besværet af væske i kroppen, at hun ikke er meget ude af sengen. Det gør ondt at ligge ned. Det gør ondt at sidde op. Det gør ondt at gå. Hun har også stadig svært ved at få noget som helst indenbords.
Thomas, Lilian og sygeplejerskerne forsøger at nøde Maria til at drikke: Vand, saftevand, cola og proteindrikke med vaniljesmag, som hun ikke kan lide.
»Bare ned til næste streg,« siger de.
Nogle gange sutter Maria på isterninger. Hun kan slet ikke spise noget. Thomas tager derimod 10 kilo på, fordi hans kost pludselig består af frosne pizzaer og fed hospitalsmad.
Lilian må berolige Maria, hver gang hun skal noget i bare to minutter.
»Jeg går lige på toilettet. Jeg er lige ved siden af,« siger Lilian.
Nogle gange skal hun slet ikke på toilettet, men Lilian vil gerne vænne Maria til at være lidt alene igen.
Om natten vågner Maria ofte med smerter i benene. Så må Lilian massere hendes ben. Det er hårdt at blive vækket flere gange midt om natten. Det minder om dengang, da Maria var spæd, tænker Lilian.
Thomas synes også, at det er udmattende at passe Maria.
»Jeg orker ikke mere,« siger han en dag.
Maria knækker fuldstændig sammen af gråd. For hvis Thomas ikke kan mere, hvordan skal hun så kunne mere? Thomas fortryder sine ord med det samme. I stedet trøster han Maria. Thomas indser, at han bliver nødt til at holde sine frustrationer for sig selv.
Inde på kontoret sidder overlæge Anette Lindhard og sygeplejerske Linda Seitzberg. De diskuterer muligheden for at afbryde Marias graviditet. Hvis Maria får en abort, vil hendes sygdom nemlig gå i sig selv. Anette er bekymret, fordi Maria stadig ikke får det bedre. Linda tænker derimod, at det vil være forfærdelig synd, hvis Maria skal have en abort efter alle de lidelser, som hun har været igennem. Anette beslutter at lufte tanken for Maria. Men det er ligesom om, den ikke synker ind hos Maria. Hun tænker kun på at blive rask.
Av, av
Maria skal igen have tømt væske ud af maven.
»Av, av,« skriger hun, da lægen stikker hende i maven med en tynd nål med en slange i. Lilian lægger sig ind over Maria. For at berolige hende og sikre, at Maria ikke ser nålen. Lægen stikker i Marias mave igen og igen.
»Lad være,« råber Maria. Lilian kommer til at tænke på en gris, der bliver stukket. Men det her er hendes datter, ikke en gris. Lilian er bange for, at Maria skal føle, at hendes mor svigter hende ved at holde hende fast. Hun er bange for, at Maria føler, at hun er lægens medsammensvorne, ikke Marias.
Om aftenen kommer Thomas for at afløse Lilian. Hun siger blot, at Maria har fået tømt væske ud af maven, og at det har gjort ondt på Maria. Men da hun står uden for hovedindgangen, begynder Lilian pludselig at græde. Det er en stille gråd. Hendes tårer løber ned ad kinderne, og de bliver bare ved med at løbe, da hun går ned mod Roskilde Station for at tage toget hjem til Eskilstrup.
Fra et glasventeskur på perronen ringer Lilian til sin mor, som trøster hende. Lilian falder lidt til ro. Da hun når Eskilstrup, står hendes mand på trinbrættet for at hente hende.
Lilian er fattet, da de vel hjemme snakker over en bid mad og et glas rødvin. Men da de er gået i seng og ligger ved siden af hinanden i mørket, begynder Lilian at hulke. Hun ryster også over hele kroppen.
»Lægen stak i hende som en gris,« får hun grådkvalt hikstet frem.
Søren holder om Lilian, indtil hun ikke har flere tårer i sig.
Scanning
Maria får det endelig bedre. Under stuegang påpeger overlæge Anette Lindhard flere gange, at det er vigtigt, at hun kommer ud af sengen og får rørt sig. Maria kan næsten ikke overskue det.
Første gang det lykkes Maria at gå 10 skridt, laver sygeplejersken Annika Thaysen et diplom, som hun sætter op på Marias stue 8. »Godt gået,« står der blandt andet på diplomet, som er forsynet med en lille rød roset.
Maria får lyst til spise lidt igen: chokolade, saltskruer, McDonald s-mad og rundstykker. Hun begynder at kunne gå på toilettet og i bad selv, så hun slipper for at have et kateter. Og vigtigst af alt: Maria behøver ikke at få afbrudt sin graviditet.
1. februar bliver Maria scannet. I journalen står der: »Scanning viser: To levende fostre...«.
Maria og Thomas venter tvillinger. Thomas får tårer i øjnene, da han ser de to små blinkende prikker på skærmen. Tvillinger! Det et både skønt og helt ufatteligt, synes han. Maria er seks uger og én dag henne. Lidt efter kommer hendes glædestårer også. Ude på gangen kommer flere af sygeplejerskerne ilende til for at sige tillykke til Maria og Thomas.
Ingen af dem ved, at det ikke er slut endnu. Forude venter flere forhindringer for Maria og Thomas.
Læs næste afsnit i Nyhedsavisen og tidligere afsnit på Avisen.dk