Politiet har nu anholdt to mænd for et voldsomt hjemmerøveri, der i går fandt sted i Sønderborg.
Her trængte to til tre personer ind i en villa, hvor der befandt sig to rengøringsassistenter og to teenagepiger.
Den ene af røverne tiltvang sig adgang ved at true med en kniv.
Nu er to mænd blevet anholdt og sigtet for røveriet, skriver Jyske Vestkysten.
Det er angiveligt to mænd, der er desperate efter penge til at købe narko for, der har kastet sig ud i hjemmerøveriet.
"Nogen i Sønderborgs narko- og misbrugsmiljø havde set sig nødsaget til i en fart at skaffe penge," siger politikommissær Preben Westh fra lokalpolitiet i Sønderborg til Jyske Vestkysten.
Det lykkedes kun røverne at komme af sted med en PH-lampe. De fremstilles i dag i grundlovsforhør i retten i Sønderborg.
Kilde:jv.dk