Politiet i Nordirland har anholdt to unge mænd i forbindelse med drabet på journalisten Lyra McKee.
Det oplyser politiet ifølge tv-stationen BBC og nyhedsbureauet Reuters.
De to anholdte er 18 og 19 år. De er sigtet efter terrorparagraffer, meddeler politiet.
Den 29-årige Lyra McKee blev ramt af et skud, da der sent torsdag aften udbrød optøjer i Derry, som officielt hedder Londonderry.
McKee blev bragt til et hospital, men døde af sine kvæstelser.
Politiet mener, at det var en vildfaren kugle, der tog livet af journalisten.
Billeder fra et overvågningskamera har vist Lyra McKee stå i menneskemængden. De billeder var sammen med en optagelse fra en mobiltelefon med til at bringe politiet på sporet af de formodede gerningsmænd, skriver BBC.
Ifølge politiet kan hovedkræfterne bag urolighederne torsdag aften meget vel være gruppen The New IRA. Den har de seneste år været med til at få gamle uroligheder til at blusse op med fornyet kraft.
Gruppen består angiveligt af udbrydere fra IRA, Irish Republican Army, som har eksisteret i mange forskellige udgaver siden den irske uafhængighedskrig i 1919-21.
/ritzau/