USA vil have de olympiske lege tilbage til Guds eget land, og kapløbet om at være kandidatby til OL i 2016 er nu nede på to: Chicago og OL-veteranen Los Angeles.
»På basis af vores analyser mener vi, at det er den rette tid for en amerikansk by at byde på OL. Vi har alle intentioner om at fortsætte med en samlet national indsats for at få legene tilbage til USA i 2016,« siger den amerikanske OL-præsident Peter Ueberroth ifølge Reuters.
Han sagde samtidig, at de to finalister i USA er Los Angeles og Chicago. De næste par uger skal de to byer så bruge på at overbevise komiteen om, at lige præcis deres by er den mest OL-egnede. I april bliver den officielle kandidat valgt.
Deadline for at melde sig ind i det internationale ræs for De Olympiske Lege i 2016 er 15. september i år. Og vinderen bliver annonceret i København i oktober 2009, når byen er vært for IOC’s kongres.
Næste OL er i Beijing i 2008, og London har snuppet æren i 2012 foran næsen på New York.
En del andre lande har også vist interesse for at være vært for OL i 2016. De omfatter blandt andre: Italien, Indien, Japan, Brasilien, Spanien og Aserbadjan.
USA har afholdt OL fire gange: St. Louis i 1904, Los Angeles i 1932 og 1984 og Atlanta i 1996.