To ældre kvinder på henholdsvis 69 og 94 år er blevet fundet døde i deres fælles hjem i Hammel. Ifølge Ritzau er der tale om mor og datter.
Allerede torsdag aften rykkede politiet ud til adressen i den jyske by, der ligger nordvest for Aarhus, til det, der blev beskrevet som et “mistænkeligt forhold”. Politiet meldte dengang, at det ville arbejde på stedet i mange timer.
Nu er årsagen til udrykningen kommet frem. Ifølge Østjyllands Politi er der intet, der tyder på, at kvinderne har været udsat for en kriminel handling. Da dødsårsagen stadig er uvis, skal de to kvinder obduceres.