To-årige Elizabeth Jelley lå i flere minutter i vandet i familiens pool, mens hendes mor, Amanda Jelley, ledte efter hende inde i huset.
Moren havde hørt datteren kalde på hende, men hun kunne ikke finde hende, og da døren ind til swimmingpoolen normalt altid var låst, faldt det hende ikke ind, at datteren kunne være faldet i vandet.
Efter flere minutters jagt opdagede hun, at døren til poolen stod åben, og så var det, fortæller hun til Daily Mail, som om hendes blod frøs til is.
- Jeg var sikker på, at nu ville jeg se hende under vandet, fortæller hun til avisen.
Men Elizabeth var i god behold. Hun var ved egen hjælp kommet ind til kanten af bassinet, hvor hun holdt sig fast med hænderne. Selv er Amanda ikke i tvivl om, at den eneste grund til, at Elizabeth er i live i dag, er, at hun siden hun var otte uger gammel har gået til babysvømning.
Ifølge Amanda Jelley kan Elizabeth svømme omkring én meter ved egen hjælp, men længere end det har der næppe heller været ind til kanten, da hun havnede i vandet.
Ifølge Elizabeths svømmelærer, Jess Thompson, vil de fleste småbørn, der ikke har gået til babysvømning eller på anden måde er blevet vænnet til det våde element, gå i panik, hvis de faldet i vandet.