Toårige Frederikke Christensen stavrede rundt på et brækket ben i fjorten dage, før et røntgenbillede viste, at der var brud på den kraftigste knogle i Frederikkes højre underben.
Bruddet kunne være blevet opdaget allerede første gang Frederikkes forældre henvendte sig til skadestuen på Svendborg Sygehus, men her lød beskeden fra ortopædkirurgerne, at den lille pige blot havde forstuvet foden, skriver Fyens Stiftstidende.
Det hele begyndte, da Frederikke gled på et glat trægulv og et opkald til vagtlægen, der rådede familien til at putte is på benet. Næste dag var det helt slemt, og så tog familien til egen læge, der sendte dem på skadestuen med det samme. Men her var beskeden altså: forstuvet.
Efter et par dage var forældrene Martin og Christina Christensen stadig ikke trygge ved situationen. De tog igen ned til deres egen læge, der stadig mente, at benet kunne være brækket. Derfor blev de nu atter engang sendt på skadestuen.
Det skulle i alt tage familien Christensen tre skadestuebesøg, inden lægerne på Svendborg Sygehus fandt ud af, at Frederikkes ben faktisk var brækket. Tredje gang besluttede man nu fra ortopædkirurgisk side at tage et røntgenbillede af Frederikkes hofter.
- De kunne se, at hendes ene ben vendte lidt udad, og de mente, at det kunne være en hævelse i hoften, siger Martin Christensen til Fyens Stiftstidende.
Scanningen af hoften viste ikke noget. Og endelig besluttede man at tage et nyt røntgenbillede af Frederikkes højre skinneben.
- Da jeg så røntgenbilledet den dag, kunne selv jeg se, at knoglen var brækket, fortæller Martin.
På det tidspunkt var der gået to uger.
Henrik Noer, der er administrerende overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling på Svendborg Sygehus, er ked af episoden, men mener ikke, at noget kunne være gjort anderledes:
- Sådan noget er da super ærgerligt, men jeg har kigget på den konkrete sag, og der har været foretaget alle de lægefaglige undersøgelser, der skulle. Det er noget rent biologisk, der gør, at man nogle gange først kan se så lille et brud efter 14 dage, forklarer Henrik Noer til Fyens Stiftstidende.