Fire drenge blev i går anholdt for med pistol at true en 49-årig kvinde til at overlade dem hendes bil.
To af drengene på 15 år er i dag i et grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i fire uger for trusler på livet, røveriforsøg og tyveri, oplyser jp.dk.
Episoden fandt sted på Lindholmsvej i Brønshøj ved København. Her stoppede en dreng bilen under påskud af at spørge om vej. Da kvinden ville finde et kort frem, truede han hende med pistol og tre andre drenge stødte til.
De fire kørte væk i bilen, en Suzuki Swift, men blev kort efter anholdt.
Politiet fandt to våben i bilen, de har dog siden vist sig at være attrapper.
De to drenge på 15 år er også sigtet for røveriforsøg, da en betjent tidligere på dagen, havde set dem undersøge forholdene ude foran en købmandsforretning. Politiet formoder, at de skulle bruge bilen i forbindelse med et røveri mod butikken.
De to andre drenge er 14 år og under den kriminelle lavalder.