Ros fra den ene anfører til den anden.
Arsenal-profilen Tomas Rosicky betegner Daniel Agger som Danmarks bedste spiller inden fredagens vigtige VM-kvalifikationskamp mod Tjekkiet i Olomouc.
- Daniel Agger er en god forsvarsspiller, og han spiller for Liverpool. Han er en forsvarsspiller, som vil spille fodbold. Hans pasningsspil er det bedste ved ham, siger Rosicky.
Midtbanespilleren har op til fredagens kamp været tvivlsom på grund af et trælår, der har drillet den seneste tid.
Rosicky skal derfor testes til torsdagens træning.
- Jeg går ud fra, at jeg kan spille, lyder det optimistisk fra Rosicky.
Inden kampen har Tjekkiet på tredjepladsen i gruppe B fem point, mens danskerne er noteret for to point.
Gruppen toppes af Italien med 10 point efterfulgt af Bulgarien med seks, men de to førerhold har spillet en kamp mere end de øvrige hold.
/ritzau/