Den borgerlige opposition i Tjekkiet har fået et godt valg og kan danne regering, hvis partierne ellers kan holde sammen.
Det viser tallene, efter at næsten alle stemmer fra valget fredag og lørdag er talt op.
Med 98,3 procent optalte stemmer har de to centrumhøjrepartier 108 af parlamentets 200 mandater.
Det er dårligt nyt for det afgående regeringsparti ANO og premierminister Andrej Babis.
Partiet ligger til omkring 75 mandater. I den afgående regering havde den to mindre koalitionspartnere, men de er begge røget ud af parlamentet.
Det er oppositionspartierne Sammen og listen Pirater/Borgmestre, der ligger til 108 mandater.
Sammen ser i øvrigt ud til at blive en smule større end ANO. Sammen ligger til 27,49 procent af stemmerne, ANO til 27,39.
De to oppositionspartier har begge på forhånd erklæret, at de agter at gøre, hvad de kan, for at holde ANO fra ministerkontorerne.
Sammen er en sammenslutning af det højreorienterede Borgerdemokraterne, centrumhøjrepartiet TOP 09 og midterpartiet De Kristne Demokrater.
Det liberale Pirater/Borgmestre er en sammenslutning af protestpartiet Piratpartiet, Borgmestre og bevægelsen De Uafhængige.
- Den demokratiske opposition får flertal, og det betyder, at Andrej Babis' dominans er slut. Formentlig vil vi i aften begynde forhandlinger med andre om at danne en koalition til en ny regering, siger Ivan Bartos, leder af Piraterne.
I øvrigt viser det foreløbige resultat også, at vælgerne har sendt kommunisterne ud af parlamentet.
AFP skriver, at partiet får under fem procent.
Dermed er partiet under spærregrænsen.
Det er første gang, at partiet er ude af parlamentet siden Anden Verdenskrig.
Det var på forhånd spået, at valget bliver snert, skriver Reuters.
Premierminister Babis er en af landets rigeste mænd.
Han er blevet kritiseret for sin håndtering af coronapandemien, for en voksende gæld og for at have tilgodeset sine egne forretningsinteresser.
Han afviser beskyldningerne.
Senest er han også kommet i skudlinjen efter afsløringer af de såkaldte Pandora-papirer.
Det er dokumenter, der angiveligt viser en lang række velbeslåede personer rundt om i verden, som har sat penge i skattely.
Babis har ifølge papirerne, som er fundet frem af en gruppe journalister, der har samarbejdet på tværs af landegrænser, købt fast ejendom i Frankrig for 15 millioner euro.
Pengene skal være trukket fra mystiske offshorefirmaer.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters