Tjekkiet tabte endnu en gang i Danmarks gruppe og ligner et hold, der ikke kommer i kvartfinalen. Denne gang lød nederlaget på 26-30 til Rusland.
Tjekkiet kunne ellers gå til pausen med en føring på 14-12, men efter en elendig tjekkisk start på anden halvleg kom russerne foran 17-16. Herefter holdt russerne Tjekkiet bag sig resten af kampen, hvor kæmpen Filip Jicha var tjekkiets eneste reelle trussel, og der skal ske spillemæssige kvantespring, hvis Tjekkiet skal få point nok til en kvartfinaleplads i de to sidste gruppekampe imod Danmark og Kroatien. Med to point til Rusland er der for alvor pres på Danmark, som torsdag aften møder Spanien. Danmark har inden kampen nul point og har derfor hårdt brug for en sejr i den anden mellemrundekamp, hvis målet om at gå videre til kvartfinalerne skal spilles i hus.