- Politiet i Københavns Lufthavn udstedte sidste år næsten 5.300 nødpas og pasforlængelser.
- Nogle rejsende nåede ikke deres fly på grund af udløbet pas.
- Politiet ridser reglerne op.
Sommerferien nærmer sig, og politiet i Københavns Lufthavn har en klar besked: Tjek dit pas, inden du booker billetten.
Sidste år måtte Københavns Politi udstede knap 2.300 midlertidige pas og næsten 3.000 pasforlængelser til rejsende, der dukkede op i lufthavnen med et udløbet pas. I nogle tilfælde nåede de ikke flyet.
- Vi oplever desværre hvert år borgere, der først ved ankomsten til lufthavnen eller ved gaten opdager, at deres pas er udløbet. Vi vil naturligvis gerne hjælpe folk med at komme på ferie, men det er som udgangspunkt den rejsendes eget ansvar at have et gyldigt pas, siger politiinspektør Claus Birkelyng fra Københavns Politi.
Husk børnepas og 6-månedersreglen
Der er to ting, mange rejsende overser. For det første har børnepas kortere gyldighedsperiode end voksenpas, og det er dit ansvar at tjekke begge. For det andet kræver en række lande, at passet er gyldigt seks måneder ud over din hjemrejsedato - ikke blot på selve rejsen.
Reglerne for det land, du rejser til, kan du slå op på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Skal du have nyt pas, skal det bestilles hos din kommunes borgerservice - ikke i lufthavnen. Politiet i lufthavnen kan udstede midlertidige pas, men det er ikke en garanti for, at du når dit fly.
Bemærk desuden, at lande som USA og Egypten ikke tillader indrejse på midlertidigt pas.
Gyldighed Tjek at dit pas - og dine børns pas - er gyldigt under hele rejsen. Husk: mange lande kræver seks måneders gyldighed ud over hjemrejsedatoen.
Nyt pas Bestil hos kommunens borgerservice i god tid. Det kan ikke klares i lufthavnen.
Midlertidigt pas i lufthavnen Politiekspeditionen, Petersdalvej 1A, 2. sal (nær Terminal 3) Åbent hverdage kl. 6.15-21.00, weekend/helligdage kl. 6.15-16.00
Pris: 0-17 år: 150 kr. - 18 år til folkepensionsalder: 862 kr. - Folkepensionister: 350 kr. Børn under 18 skal møde op med forælder.
OBS: USA og Egypten godkender ikke indrejse på midlertidigt pas.
Tjek regler for dit rejsemål: um.dk