Jeg drikker sjældent sodavand, tænker i ny og næ på min vægt, motionerer sådan da, men glemmer ofte det grønne og altid fisken. Hvor sund er jeg egentlig?
Det kan nu besvares ved at indtaste ens personlige livsstil i Fødevarestyrelsens nye Test-dig-selv-Kostkompas, der blev præsenteret af familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K) fredag.
Kompasset skal på en sjov måde få danskerne til at tænke over, hvad de putter i munden og den sved, der måske ikke så ofte springer fra kroppen i motionskampens hede.
Konkrete råd
Testen skal være en ny og anderledes måde at sætte fokus på de officielle kostråd.
»Den er individuel og giver helt konkrete råd og tips om, hvordan den enkelte kan omsætte viden til praksis og leve sundere i hverdagen. Det håber jeg, at rigtig mange vil benytte sig af,« oplyser Carina Christensen. For eksempel kan man finde ud af, at en gennemsnitsdansker kan tabe syv kilo på et år ved at erstatte sodavand med vand.
Kompasset er primært lavet til unge og vil findes på www.altomkost.dk fra 4. juni.