Det kommer som en overraskelse for Tivolis administrerende direktør, Lars Liebst, at Kulturarvstyrelsen nu har indstillet H.C.Andersen Slottet til fredning. Det kolliderer med Tivolis planer om at rive slottet ned og bygge et hotel på grunden:
- Vi har ikke selv hørt fra Det særlige Bygningssyn, men vi er forundrede over det, vi kan høre i medierne i dag. Kulturarvstyrelsen har tidligere afvist at behandle en fredningssag, og kommunen har i en redegørelse lagt op til, at Tivoli bør bygge nyt på grunden. Derfor er en anbefaling om fredning fra Det særlige Bygningssyn stærkt overraskende, udtaler Tivolis administrerende direktør, Lars Liebst, fredag aften.
Tivoli har dog ikke tænkt sig at opgive planerne om at bygge et hotel af arkitekten Norman Foster.
- Vi fortsætter nu videre af den lange vej henimod en realisering af Fosters enestående projekt, siger Lars Liebst.