I en sjælden protest mod præsident Vladimir Putin gik titusindvis af mennesker lørdag gennem byen Khabarovsk i det østlige Rusland.
Demonstrationerne begyndte for en uge siden i protest mod anholdelsen af regionens populære guvernør, Sergej Furgal.
En stor del af demonstranterne lørdag holder skilte i vejret og råbte slagord mod Putin, mens andre udtrykker støtte til den fængslede guvernør.
- Jeg forsvarer ham, fordi jeg kan lide ham, siger en af demonstranterne, den 49-årige Anatolij Svetjin.
Han er medlem af en paramilitær kosak-organisation, der traditionelt er loyal over for styret i Moskva.
En anden demonstrant, Gennadij Vasin, betegner anholdelsen af den populære guvernør som et eksempel på "politisk vilkårlighed".
De store demonstrationer i Khabarovsk, der ligger tæt ved grænsen til Kina, er en voksende hovedpine for den russiske regering, siger iagttagere.
Sergej Furgal, som er medlem af det nationalistiske parti LDPR, blev valgt med stort flertal i 2018. Han vandt valget mod en kandidat, der havde støtte fra Putins regeringsparti.
Men nu siger russiske anklagere, at Furgal organiserede drab på en række erhvervsfolk i det østlige Rusland i 2004 og 2005.
Guvernøren er blevet anholdt og sidder varetægtsfængslet i Moskva.
Mange af demonstranterne lørdag udtrykker undren over anholdelsen. De mener, at anklagerne er rent politiske.
De stiller også spørgsmålstegn ved, hvorfor myndighederne ventede så længe med at anholde guvernøren, som burde have været igennem et grundigt baggrundstjek, inden han fik lov at stille op til valg.
demonstranterne på gaden i Khabarovsk lørdag råber deres krav ud om "en retfærdig retssag" for Furgal.
- Det er vores guvernør! Og vi vil forsvare ham, lyder det fra mængden.
Som med andre mod Putin demonstrationer er heller ikke denne godkendt af myndighederne. Men politiet gjorde ikke noget for at stoppe protesten.
I Moskva glæder oppositionsleder Aleksej Navalnyj sig over, at folk i Khabarovsk går på gaden.
- En hel by, Khabarovsk, nægter at tro på Putins endeløse løgne om "retfærdigheden" ved hans domstole og "ærligheden" ved hans valg, skriver Navalnyj på det sociale medie Instagram.
I Moskva blev snesevis af mennesker anholdt, da nogle hundrede medlemmer af oppositionen i sidste uge demonstrerede mod en omstridt folkeafstemning, der giver Putin mulighed for at blive på præsidentposten til 2036.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP