Omkring 35.000 mennesker er lørdag på gaden i Dresden i det østlige Tyskland for at demonstrere mod racisme og højredrejning.
Demonstrationen finder sted en uge inden delstatsvalget i Sachsen, hvor Dresden er delstatshovedstad.
Sachsen er en af de tyske delstater, hvor det indvandrerkritiske parti Alternative für Deutschland (AfD) ventes at få en betydelig fremgang ved valget om en uge.
Med slagord som "Ingen plads til nazister" og "Racisme er ikke et alternativ", gik de tusinder af demonstranter gennem Dresden.
Blandt dem var den socialdemokratiske finansminister Olaf Scholz og lederne af venstrefløjspartiet Die Linke.
Omkring 70 kilometer fra lørdagens demonstration holder AfD samtidig valgmøde i byen Chemnitz.
En af partiets kandidater ved delstatsvalget i Sachsen, Nico Köhler, afviser, at hans parti skulle være racistisk. Det er "propaganda, der skal få venstrefløjspartierne valgt ind", siger han.
De seneste meningsmålinger spår, at AfD bliver lige så stort ved valget i Sachsen som forbundskansler Angela Merkels kristendemokratiske parti, CDU.
I delstaten Brandenburg, som er den region, der ligger omkring hovedstaden Berlin, viser nogle målinger, at AfD bliver det største parti ved næste uges delstatsvalg.
Det vil i givet fald være en stor ydmygelse for det socialdemokratiske regeringsparti, SPD.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP