Mens det danske obligationsmarked tirsdag holdt sig nogenlunde i ro, fjernede den tiårige, spanske rente sig yderligere fra de kritiske 7 pct. Årsagen var EU's beslutning om at slække på kravene til det kriseramte land og sørge for, at Spanien allerede i slutningen af måneden får stillet de første 30 mia. euro til rådighed for landets kriseramte banksektor.
Det var egentlig meningen, at Spanien inden udgangen af næste år skulle leve op til EUs krav om et budgetunderskud på højest 3 pct. af bruttonationalproduktet. Men økonomi- og finansministrene fra de øvrige 16 eurolande vurderede på et møde i Bruxelles mandag, at det mål ikke kan nås før sidst i 2014.
Der er allerede politisk enighed om at hjælpe Spanien med op til 100 milliarder euro, og den spanske regering har erklæret sig villig til at etablere et skraldespandsselskab til afvikling af dårlige lån.
Mens renten på den toneangivende tiårige, danske statsobligation, 3-21'eren, faldt 1 basispoint til 1,11 pct., faldt den tilsvarende spanske rente 26 basispoint til 6,73 pct. og den italienske 16 basispoint til 5,91 pct.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk