Risikoappetitten gled stille og roligt ind i markedet tirsdag og gav støt stigende renter i Nordeuropa og fald i Italien og Spanien.
Udsvingene var dog ikke voldsomme herhjemme. Den 10-årige, toneangivende danske statsobligation med udløb i 2023 lukkede med en rentestigning på 2 basispoint til 1,48 pct.
Overordnet var der dog klare tegn på lidt mere risikovillighed i markedet, båret blandt andet af en let optimisme omkring den politiske situation i Italien.
Her har præsident Giorgio Napolitano indledt forhandlinger om en regeringsdannelse - noget, politikerne ikke har kunnet blive enige om i de fem uger, der er gået siden valget. Ifølge flere iagttagere giver det en tiltro til, at der kan ske fremskridt i landet.
Den 10-årige italienske rente viste tydelige tegn på den tillid og faldt 10 basispoint til 4,63 pct. Det til trods for, at landets PMI-indeks for marts faldt til 44,5 fra 45,8 i februar og dermed skuffede forventningerne.
Også Spanien nød godt af lidt mere risikovillighed med et rentefald på 3 basispoint til 5,02 pct. for de 10-årige statsobligationer. Landets arbejdsløshedstal for marts viste et overraskende nettofald på 5000 personer, hvor der ellers ifølge et Bloomberg-estimat var ventet 30.000 flere ledige.
Markedet tog derimod ikke stor notits af det samlede arbejdsløshedstal for eurozonen i februar, der var på 12,0 pct. - det samme som forudset af økonomerne og også det samme niveau som i januars reviderede opgørelse.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk