Efter en næsten sidelæns start på dagen rykkede nordeuropæiske renter et par basispoint højere før middag. Og da handelsdagen sluttede var renten på den toneangivende, danske, 10-årige statsobligation på 1,44 pct., sammenlignet med 1,42 pct. ved lukningen mandag.
Dermed udviklede den danske rente sig parallelt med udviklingen i Frankrig, Tyskland og Storbritannien samt Sverige, Holland og Schweiz. I Italien faldt renten derimod et par basispoint, mens den portugisiske rente faldt hele 14 basispoint.
Renteudviklingen understøttedes af en større stigning end ventet i forbrugerpriserne i euroområdet, og det dæmpede forhåbningerne om en rentesænkning fra Den Europæiske Centralbank, ECB.
Blandt dagens makrobegivenheder kom der om formiddagen skuffende tal for de tyske finansielle beslutningstageres tillid til økonomien her og nu samt i de nærmeste seks måneder. Det viste det såkaldte ZEW-indeks, hvor forventningsindekset for april faldt til 36,3 fra 48,5 måneden før.
Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet et mindre fald til 41,0. Den del af ZEW-indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation, faldt til 9,2 fra 13,6. Konsensus var ifølge Bloomberg en stigning til 14,0.
Omvendt viste tal for det påbegyndte boligbyggeri i USA i marts sig bedre end ventet, mens antallet af byggetilladelser i faldt. Det påbegyndte boligbyggeri steg til 1.036.000 enheder fra 968.000 i måneden før. Her var der ventet 930.000 enheder af økonomerne ifølge Bloomberg News.
Yderligere steg den amerikanske industriproduktion 0,4 pct. i marts, hvilket var mere end ventet af økonomerne, der estimerede en stigningstakt på 0,2 pct.
Spanien solgte tirsdag formiddag en stribe statspapirer med løbetider på mellem seks og 12 måneder. I alt blev der solgt for 5,07 mia. euro, hvor målsætningen var 5,0 mia. euro, oplyste Bloomberg News. Statsgælden med 12 måneders løbetid blev afregnet til en gennemsnitlig rente på 1,24 pct., hvilket skal sammenlignes med 1,36 pct. ved en tilsvarende auktion i marts. Papirerne med seks måneders løbetid fik en gennemsnitlig rente på 0,53 pct. mod 0,79 pct. ved auktionen i marts. Den 10-årige, spanske rente sluttede 1 basispoint højere i 4,72 pct.
/ritzau/FINANS
Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk