Det var de små bevægelsers dag på obligationsmarkederne tirsdag. I Danmark først steg og siden faldt den toneangivende rente en anelse efter mandagens store dyk, mens de spanske og italienske renter til gengæld fastholdt en vigende tendens dagen igennem i forventning om, at den europæiske centralbank, ECB, sænker sin styrende rente, refirenten, på torsdagens pengepolitiske møde
Renten på den toneangivende, danske statsobligation, 3-21'eren, sluttede uændret i 1,34 pct. efter mandagens fald på 9 basispoint. Udviklingen skal ses i lyset af et pænt løft i slutningen af sidste uge, hvor EU-aftalen om mere direkte hjælp til de nødlidende pengeinstitutter i Spanien og Italien kom i hus.
Blandt de 62 økonomer, som Bloomberg News har spurgt, venter 46, at ECB vil sænke refirenten til 0,75 pct. fra det nuværende niveau på 1,0 pct. på torsdag. Fem venter, at renten sænkes til 0,50 pct., mens 11 tror på en fastholdelse.
Torsdag kommer Irland desuden igen på obligationsmarkedet, når landet sælger for 500 mio. euro obligationer med en løbetid på tre måneder. Det er første gang, siden landet måtte bede om hjælp fra EU og IMF i september 2010, at irerne bortauktionerer statsgæld. Torsdag sælger også Spanien atter statsobligationer med løbetider på tre, fire og ti års løbetid. Der er sat et maksimalt udbud på 3,5 mia. euro.
Investorernes øjne vil ligeledes rette sig mod ADP-jobrapporten fra USA, der også kommer torsdag. Rapporten vil give næste indikation af tilstanden i den amerikanske økonomi, efter at ISM-indekset skuffede mandag.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk