Hvor er det mest sikkert at sidde, hvis flyet skal nødlande eller bryder i brand?
Det spørgsmål stiller mange mennesker sig selv, hver gang de går igennem gaten. Og formentlig i særlig høj grad efter den tragiske ulykke i Madrid.
Nu kan forskningen hjælpe med et svar.
Ifølge en undersøgelse fra Greenwich University af 105 flystyrt og svar fra næsten 2.000 overlevende fra flystyrt, er svaret klart: Man har den største chance for at slippe ud af et brændende fly, hvis man sidder ved midtergangen ved de første sæder og ikke mere end fem rækker fra en nødudgang.
Og hvis man sætter forrest i flyet, er chancen for at overleve en brand i flyet 65 procent mod 53 procent, hvis man sætter sig bagerst.
Overlevelsesprocenten for passagerer, der sidder ved midtergangen, er 65 procent sammenlignet med 58 procent for andre passagerer.
Bedste chancer for overlevelse
Ifølge undersøgelsen har flypassagerer, der sidder på sæderækken ved en nødudgang eller lige bag den, størst chance for at overleve.
Passagerer, der sidder mellem to og fem rækker fra nødudgangen har også en stor chance for at undslippe ved brand, men 'forskellen mellem at overleve og omkomme er voldsomt formindsket', fastslår undersøgelsen ifølge Times.
De mest farlige sæder at sidde på er dem mellem seks eller flere rækker fra en nødudgang. 'Her overstiger chancerne for at omkomme klart chancerne for at overleve', konkluderer undersøgelsen.
Ved onsdagens flystyrt i Madrid overlevede blot 19 ud af 172 passagerer. De overlevende sad stort set alle på rækkerne 14-17. Deres overlevelse skyldtes dog først og fremmest, at de blev slynget ud af flyet, da det brækkede og dermed undgik branden.
Dele af denne artikel er tidligere bragt på Avisen.dk - den 28. juni 2008.