Efter tre år og et par prisjusteringer har skuespiller, tv-vært og komiker, Hadi Ka-koush, og hans familie langt om længe fået solgt hjemmet i Birkerød. Det skriver Ekstra Bladet, der har været et smut forbi Tinglysningen for at kunne konstatere, at huset er blevet solgt for 8.700.00.
Og hermed er det sidste punktum sat i det, der blev en længere salgshistorie for den 41-årige skuespiller og hans kone, journalist og stylist, Elham Kavousi. Tilbage i foråret 2022 satte Hadi Ka-koush, der blandt andet er kendt fra sin rolle som Skir i Tinka-julekalenderne, første gang huset til salg for 9.995.000. Til trods for en nedjustering på en halv million kroner var der ikke bid, og derfor røg Til Salg-skiltet op af jorden igen efter blot et halvt år på markedet.
I marts sidste år forsøgte parret sig igen med en lidt lavere pris på 8.995.000. Og selv om der er givet afslag i prisen, trækker Hadi Ka-koush og hustruen sig alligevel ud af handlen med en fortjeneste på godt fire millioner kroner for huset, de købte i 2018 for 4.650.000 kroner.
Hadi Ka-koush brød for alvor igennem for 10 år siden, hvor han sammen med makkeren Joel Hyrland blev kendt i komikerduoen Adam og Noah. Efterfølgende er det blevet til en lang række roller i tv-serier og på film for skuespilleren, der også overtog værtsstolen i ”Natholdet”, da Anders Breinholt stoppede for to år siden. Senest har Hadi Ka-koush turneret landet rundt med comedykollektivet ”Bros – så blev det mørkt” sammen med Melvin Kakooza, Mahamad Habane og Joel Hyrland.