For første gang siden Camilla Martin agerede kineserdræber spillede en dansk kvinde sig til tops ved en stor international turnering i badminton, da Tine Rasmussen natten til søndag vandt Japan Open.
Med en sejr på 21-15, 21-17 over den andenseede kineser Xie Xingfang sikrede den useedede Tine Rasmussen sig karrierens største sejr og en check på 75.000 kroner.
For den 28-årige dansker var gennembruddet med hele fire sejre over kinesiske modstandere undervejs en fantastisk oplevelse.
- Jeg vil aldrig glemme den her turnering, lød det fra Tine Rasmussen, da hun blev interviewet på banen efter sejren, der kom i hus på blot 38 minutter.