Brølet var gennemtrængende og smilet gik fra øre til øre, da Tine Rasmussen søndag vandt Denmark Open for første gang.
Tine Rasmussen vandt i tre sæt over kineseren Wang Yihan med cifrene 21-18, 19-21, 21-14.
Det så ud til, at den danske stjerne kunne sikre sig sejren allerede i andet sæt, men Yihan kæmpede sig tilbage og tog sættet.
I tredje sæt var der dog ingen tvivl, og Tine Rasmussen kunne efter to matchbolde trække sejren hjem.
"Der var skønhedsfejl. Jeg lavede mine egne point, og det kostede nogle fejl, men det er sgu' fedt. Det er alt det hårde slid i træningslokalet værd," sagde en lykkelig Tine Rasmussen til TV 2 efter kampen.
Sejren over Wang Yihan har sikkert været ekstra sød for Tine Rasmussen, da hun i marts måned tabte All England-finalen til netop Yihan.
Inden finalen i damesingle spillede Kamilla Rytter Juhl og Lena Frier Kristiansen finale i double mod kineserne Pan Pan og Yawen Zhang. Det blev til et dansk nederlag med cifrene 20-22, 21-18, 12-21.