Ifølge B.T. kommer den nu 70-årige rockmama Tina Turner med stor sandsynlighed et smut forbi Danmark i foråret, som led i hendes comebackturné.
For tiden skulle hendes management være i gang med forhandlinger med en række danske arrangører, og det forlyder, at koncerten kommer til at finde sted den 20. eller 21. april. Der bliver formentlig tale om en koncert med plads til 16.000 i et overdækket Parken.
Sidste gang Tina Turner sang i Danmark endte det hele lidt skandaløst, da det viste sig, at stjernen lod sig betale 10 mio. kroner for at synge to sange til det stort anlagte H.C. Andersen - show. Det tog hende cirka ti minutter, og ikke en krone gik til velgørenhed. Det er en af grundene til, at danske arrangører har været tilbageholdende med at få sat koncerten i stand.