USA's næste præsident, Joe Biden, og hans vicepræsident, Kamala Harris, er blevet kåret som "Person of the Year" af det amerikanske magasin Time.
Det afslører magasinet tidligt fredag morgen dansk tid.
De to demokratiske politikere blev valgt foran blandt andre sundhedsarbejdere i frontlinjen under coronapandemien, USA's ledende ekspert i infektionssygdomme, Anthony Fauci, bevægelsen for racelighed i USA og nuværende præsident Donald Trump.
På magasinets forside er et billede af 78-årige Biden og 56-årige Harris med titlen: "Forandrer USA's historie".
- Sammen står de to for genoprettelse og fornyelse, og USA købte, hvad de sælger. Efter den højeste valgdeltagelse i et århundrede samlede de 81 millioner vælgere, og der tælles stadig, skriver Time på sin hjemmeside.
- Det er det højeste antal stemmer i præsidenthistorien og overgår Trumps stemmer med omkring syv millioner.
Time begrunder samtidig kåringen med, at Joe Biden tager covid-19-krisen "meget, meget alvorligt".
Ifølge magasinet har Biden forpligtet sig over for Kamala Harris på samme måde, som daværende præsident Barack Obama gjorde det med Joe Biden som vicepræsident.
Biden har således besluttet, at Harris skal være den sidste person i lokalet sammen med ham efter møder, således at vicepræsidenten kan blive konsulteret om alle store beslutninger.
Time fremhæver også, at Biden og Harris kommunikerer hver dag via telefonopkald eller sms'er, ligesom at Harris også er kommet med på råd angående valg til administrationen.
Time har uddelt den årlige pris som Årets Person siden 1927.
Tidligere torsdag kårede magasinet basketballspilleren LeBron James som årets atlet for hans præstationer på og uden for banen.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Den 35-årige Los Angeles Lakers-spiller blev hyldet for sit arbejde med at bekæmpe undertrykkelse af sorte vælgere ved præsidentvalget, mens han også vandt sin fjerde NBA-titel.
FAKTA:
Det amerikanske nyhedsmagasin Time Magazine har kåret USA's kommende præsident, Joe Biden, og landets kommende vicepræsident, Kamala Harris, til prisen som Årets Person.
Her kan du se, hvem titlen er tilfaldet de seneste ti år:
2020: USA's kommende præsident, Joe Biden, og hans vicepræsident, Kamala Harris.
2019: Klimaaktivist Greta Thunberg.
2018: Dræbte eller fængslede journalister, der har sat livet på spil i jagten på den større sandhed.
2017: Tavshedsbryderne i kampen mod sexchikane, blandt andet kendt under betegnelsen MeToo.
2016: USA's præsident, Donald Trump.
2015: Tysklands forbundskansler, Angela Merkel.
2014: Ebola-bekæmpere.
2013: Pave Frans.
2012: USA's daværende præsident, Barack Obama.
2011: "Demonstranten".
2010: Facebook-grundlægger Mark Zuckerberg.
Kilde: Time.
/ritzau/