Kritikken har i den senere tid haglet ned over Mark Zuckerberg, manden bag internetfænomenet Facebook.
Senest er den stenrige computernørd blevet beskyldt for at yde et bidrag på 550 millioner kroner til nedslidte skoler i USA alene for at få positiv medieomtale, ikke for at støtte den gode sag.
Men anklagerne er noget vrøvl, mener popstjernen Justin Timberlake, som har kastet sig over skuespillet i den nye spillefilm 'The Social Network', der netop handler om Facebook.
"En donation i enhver form og facon, især en så stor, skal mødes med tak - snarere end at betvivle årsagen bag, hvorfor han har gjort det," lyder det fra Timberlake ifølge femalefirst.co.uk.
Zuckerberg lancerede Facebook fra sit kollegieværelse i 2004. I starten var det sociale netværkssite, propfyldt med druktursbilleder og halvbegavede statusopdateringer, kun tiltænkt studerende på Harvard.
Mark Zuckerberg besluttede sig dog inden længe for at sprede konceptet til andre universiteter i USA, og siden har fænomenet gået sin sejrsgang verden over og mønstrer i dag over 500 millioner mennesker.