Onsdag blev den 71-årige tidligere vice-sherif James Seale anholdt for kidnapningen i 1964 af de to sorte teenagedrenge Charles Eddie og Henry Hezekiah. De to teenagere var ude og tomle, da de blev kidnappet af Ku Klux Klan-medlemmer, som kørte dem ind i skoven, hvor de blev gennemtævet og smidt i Missisippi-floden. Her blev de fundet to måneder senere i juli 1964.
FBI anholdt dengang James Seale og Charles Edwards, der var medlemmer af Ku Klux Klan, men da sagen blev overgivet til de lokale myndigheder, blev alle anklager droppet.
Der var en række racistiske drab i USA’s sydstater i 1950’erne og 1960’erne, som ikke blev opklaret, fordi de lokale myndigheder holdt hånden over morderne. Sidenhen er mange af sagerne blevet genoptaget, og i løbet af de seneste to årtier er 28 sager blevet opklaret, skriver Reuters.
Sagen mod James Seale blev genåbnet i 2000 og kulminerede med hans anholdelse onsdag. Hans familie fortalte, at han var død, men han blev opsporet af en canadisk journalist i 2005. Det forventes, at James Seale torsdag vil blive stillet for en dommer.
Charles Edwards, der i dag er 72, er ikke blevet anholdt eller tiltalt.