Anklagemyndigheden rejser tiltale mod en imam fra Nørrebro i København for at have bifaldet drab på jøder.
Det er første gang, at den pågældende bestemmelse i straffeloven tages i brug, efter at den blev indført 1. januar 2017.
Det oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse tirsdag formiddag.
Prædikenen består både af imamens egne ord og et citat fra Koranen. Imamen siger blandt andet:
- Dommedag oprinder ikke, førend muslimerne bekæmper jøderne, således at muslimerne slår dem ihjel, og jøden vil skjule sig bag sten og træer, og stenen og træerne vil sige: "O muslim, O Guds tilbeder, der er en jøde bag mig, så kom og dræb ham".
Det var under fredagsprædikenen i Masjid Al-Faruq-moskéen på Heimdalsgade 31. marts 2017, at ordene blev fremsagt.
Der er som sådan intet strafbart i at citere religiøse skrifter som Koranen eller Bibelen.
Men vicestatsadvokat Eva Rønne forklarer, at det er ulovligt, hvis eksempelvis drab på en befolkningsgruppe bliver bifaldet, og at den religiøse forkynder samtidig gør ordene til sine egne.
- Det har altid været ulovligt at bifalde drab på en befolkningsgruppe. Men det er nyt, at vi nu har en bestemmelse målrettet hadprædikanter, som kan give op til tre års fængsel, siger hun i pressemeddelelsen.
Københavns Politi og senere anklagemyndigheden har prædikenen på video, da moskéen selv har lagt den på Facebook og YouTube.
Imamen er også tiltalt efter racismeparagraffen.
Straffesagen skal føres ved Københavns Byret som en domsmandssag, men er endnu ikke berammet.
/ritzau/