Datoen var 25. juli 2017, klokken var 18, og den københavnske bandekonflikt mellem Loyal To Familia og Brothas var på sit højeste.
En bil rullede op ved Rovsingsgade nummer 13, lige omkring hvor Nørrebro bliver til Østerbro.
Fra passagersædet trådte en mand ud. Bevæbnet med en pistol affyrede han i hvert fald otte skarpe skud mod et medlem af Loyal To Familia. Af de otte skud ramte et enkelt offeret.
Patronen gik gennem begge baller og videre til venstre lår, inden gerningsmanden satte sig ind i bilen og kørte væk fra stedet.
Manden overlevede attentatet. To brødre på 30 og 27 år, der begge er medlemmer af Brothas, blev få minutter senere anholdt, da de blev stoppet i samme bil omkring Mjølnerparken på Nørrebro, som er Brothas-område.
Det er anklagemyndighedens opfattelse, at de to havde til hensigt at dræbe manden. Derfor sidder de nu på anklagebænken ved Københavns Byret, hvor de er tiltalt for drabsforsøg og våbenbesiddelse.
Selv om det kun var storebroren, der ifølge anklagemyndigheden affyrede pistolen, er også lillebroren anklaget for drabsforsøg for sin rolle som chauffør.
Af anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i, fremgår det, at brødrene er tiltalt efter straffelovens paragraf 81a - også kaldet bandeparagraffen.
Den bestemmelse tages i brug, når lovovertrædelsen har baggrund i en konflikt mellem to bander.
Hvis man er tiltalt efter bandeparagraffen, kan man risikere en straf, der er dobbelt så hård. I dette tilfælde kan de to brødre, hvis de kendes skyldige, se frem til fængselsstraffe på i hvert fald ti år.
Bandebrødrene nægter sig skyldige.
De to er beskyttet af et navneforbud.
Sagen indledes ved Københavns Byret på torsdag. Der er afsat seks retsdage, og sagen ventes afsluttet i juli.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.