To unge havde tilsyneladende besluttet sig for at lade et hjemmerøveri udvikle sig til drab, da de om morgenen 27. februar gik løs på en 69-årig cykelhandler i hans lejlighed på Østerbro i København.
- Slå ham ihjel, lød befalingen fra en dengang 17-årig dreng, inden både han og hans kammerat gik amok på den ældre cykelhandler.
Offeret fik først bundet hænderne. Herefter blev han trådt på halsen, sparket i hovedet, stukket med kniv og tæsket med et koben. Til sidst blev han efterladt alene. Bevidstløs og i livsfare.
Sådan beskriver anklagemyndigheden i hvert fald den forbrydelse, som den nu 18-årige mand, der kommer fra Albanien, er blevet tiltalt for at stå bag.
I forbindelse med røveriet sagde politiet, at de to gerningsmænd havde ligget på lur i mindst to timer, inden de slog til.
Allerede klokken 05.30 havde et vidne bemærket de to røvere i opgangen.
Her ventede de angiveligt på den 69-årige, da han et par timer senere vendte hjem fra en gåtur med sin hund.
Ifølge anklageskriftet var udbyttet betragteligt. I lejligheden, der ligger oven på mandens forretning, fandt gerningsmændene blandt andet guldsmykker, guldure og en bærbar computer til en samlet værdi af 94.873 kroner.
Det er politiets opfattelse, at i alt tre personer skal have medvirket til forbrydelsen. I anklageskriftet hævdes det, at en pt. uidentificeret person både bragte og afhentede de to gerningsmænd.
Foreløbigt har Københavns Politi dog ikke haft held til at pågribe andre end den 18-årige. Angiveligt er den anden hjemmerøver anholdt i udlandet, men en udlevering er endnu ikke blevet gennemført.
Anklagemyndigheden har rejst sagen mod den 18-årige som en nævningesag. Det betyder, at der vil være et krav om mindst fire års fængsel.
Udgangspunktet i sager om hjemmerøverier er da også fem års fængsel. Og da den 18-årige ud over hjemmerøveri tiltales for drabsforsøg, vil straffen efter alt at dømme være betydeligt strengere.
Da den unge albaner tilbage i maj blev fremstillet i grundlovsforhør, nægtede han sig skyldig. Han ønskede ikke at udtale sig.
Retssagen starter efter planen i Københavns Byret 12. februar 2018.
/ritzau/