En 32-årig mand fra Nordsjælland er parat til at tilstå, at han dræbte den 30-årige kvinde som styrtede ned fra en altan i en lejlighed beliggende på fjerde sal i Gellerupparken. Det oplyser anklager Anne Holm Christensen til Politiken.
Kvinden faldt fra altanen i oktober i fjor, og politiet har hele tiden arbejdet ud fra en teori om, at der var tale om drab. Den 32-årige, som nu tilstår, blev dengang sigtet og varetægtsfængslet i fire uger. Dengang nægtede han sig skyldig.
Hvis manden fastholder sin forklaring, så vil sagen komme for byretten som en tilståelsessag til foråret. Anklagemyndigheden venter i øvrigt på resultatet af en mentalundersøgelse af manden.