Man kunne have frygtet, at der ikke ville være den store interesse for at se pokalfinalen mellem Randers FC og Esbjerg, som begge er oprykkere i Superligaen.
Men det er ikke tilfældet. Finalen i DBU Pokalen, som afvikles Kristi himmelfartsdag i Parken, har sat en mindre folkevandring fra Esbjerg og Randers i gang.
Billetsalget rundede fredag 20.000, og dermed er der udsigt til, at finalen bliver den mest sete kamp på dansk grund i hele sæsonen, inklusive landskampe.
- Vi oplever en fantastisk opbakning fra de to klubbers tilhængere, og jeg tror, der er flere årsager.
- Begge hold spiller god og underholdende fodbold, og begge klubber er i en situation, hvor en sejr i finalen vil være sæsonens højdepunkt, siger kommunikationschef i Dansk Boldspil-Union (DBU) Lars Berendt til Esbjergs hjemmeside.
- Endelig har vi det seneste halvandet år arbejdet meget for at profilere turneringen - blandt andet med et mere mundret navn og et nyt grafisk design - og undersøgelser viser, at turneringen opfattes sympatisk overalt.
- Der er skabt en forståelse for, at dette er en turnering, der starter i serie 5, og at alle har en aktie i den finale, der spilles på torsdag, forklarer Berendt.
DBU forventede på forhånd et billetsalg på 25.000 til finalen, og interessen for kampen viser, at det mål er inden for rækkevidde. I givet fald vil det være ensbetydende med det største tilskuertal til en kamp i Danmark i denne sæson.
VM-kvalifikationskampene mod Tjekkiet 8. september og Bulgarien 26. marts blev overværet af henholdsvis 24.004 og 22.357 tilskuere. Da Randers og Esbjerg mødtes i pokalfinalen i 2006, samlede kampen 23.825 tilskuere.
Af en opgørelse torsdag eftermiddag fremgår, at 9490 billetter er solgt i Esbjergs tribuneafsnit og 7253 i Randers-afsnittene.
- Med udsigt til godt vejr forventer vi, at interessen for at se kampen vil være pæn i de sidste dage op til finalen, og at impulskøbere vil benytte lejligheden til at deltage i fodboldfesten i Parken, forventer Berendt.
/ritzau/